
Bag Flickering
Installationen 'Flickering Light' blev skabt med ambitionen om at demokratisere magien ved lyskunst og gøre en simpel, men effektfuld installation tilgængelig for flere.
For det er ikke kun selve objektet, der er værket. Det er samspillet mellem installationen, lyset og rummet, der skaber den fulde oplevelse. Og du er selv en del af processen. Hænger du din Flickering Light i et vindue med masser af dagslys, vil du få et næsten overvældende spil af lys og farver. Placerer du den i et mere mørkt hjørne, får du derimod en rolig og meditativ stemning.
Bag Flickering Light står Sofie Neble, som i 2022 satte projektet i gang. I dag arbejder hun tæt sammen med de dygtige mennesker på det sociale værksted Huset Venture, der både producerer og pakker produkterne. Huset Venture har værksteder over hele landet, og samarbejdet bidrager til et arbejdsmarked med plads til alle.
Sofie driver Flickering Light fra sin lejlighed på 5. sal i indre København, hvor hun bor sammen med David og deres to børn.